RØDBEDESNEGLE MED GRØNKÅLSPESTO

RØDBEDESNEGLE MED GRØNKÅLSPESTO

Disse snegle er fyldt med grøntsager og smager virkelig dejligt. Brug dem som tilbehør til en god suppe, et lille mellemmåltid eller i børnenes madpakker. En god måde, at få sneget ekstra grønt i børnene på. Sneglene kan fryses.

Vi har bla. spist sneglene til grønkålssuppe og brugt dem som en lille ret på buffet

Rødbedesnegle med grønkålspesto

Forb. tid30 min
Tilb. tid3 t
Samlet tid3 t 30 min
Ret: Brød
Antal: 20

Ingredienser

  • 3 tsk Rødgær eller 50 gr alm. gær
  • 4 stk Mellem store rødbeder
  • 2 stk Æg
  • 2 spsk Olivenolie
  • 3 tsk salt
  • 125 gr Smør
  • 100 gr Grahamsmel
  • 550 gr Hvedemel Dette er ca mål
  • 1 stk Æg Ægget bruges til at pensle med.

Grønkålspesto:

  • 100 gr Mandler Andre nødder kan bruges.
  • 100 gr Ribbet og skyllet grønkål Persille, basilikum osv. kan også bruges
  • 4 fed Hvidløg Kan du ikke lide hvidløg, så drop dem.
  • 1 1/2 dl Rigtig god olivenolie
  • 100 gr Manchego Eller anden tør ost. Brug det du har.
  • Salt og masser af friskkværnet sort peber

Sådan gør du

  • Rødbederne juices på en juicer, både saft og pulp skal bruges. Der skal bruges ca. 200 gr. juice. Har du ikke nok, kan du justerer med vand.
  • Bruger du rødgær, kommes alle ingredienser i røreskålen og røres ca. 5-8 min med dejkrogen til alt dejen er samlet om dejkrogen. Melet tilsættes lidt af gangen. Dejen må gerne føles let klistret, så måske skal alt melet ikke bruges.
  • Bruger du alm. gær, varmes rødbedesaften op til håndvarm og gæren udrøres heri, herefter som ovenfor.
  • Kom dejen i en stor oliesmurt condibøtte eller anden bøtte med låg.
  • Lad dejen hæve til dobbelt str.
  • Imens laves pestoen.
  • Alle ingredienser kommer i en minihakker ( jeg har en fra Kitchenaid, den er fuldstændig fantastisk) eller brug en stavblender.
    Blend til du får en ensartede ret tør konsistens, smag til med salt og masser af peber.
    Der er ikke så meget olie i som jeg plejer at bruge, da pestoen helst skal blive inde i sneglene
  • Når dejen er hævet til dobbelt str. Drysses et tyndt lag mel på bordet og dejen rulles ud herpå til ca. 50 x30 cm
  • Tænd ovnen på 200 grader varmluft
  • Pestoen smørres på rødbededejen.
  • Herefter rulles dejen sammen fra den lange led. Husk at stramme rullen godt.
  • Dejrullen skæres i skiver på ca. 2 cm og lægges på en bageplade med bagepapir.
  • Efterhæver 30 min. med et viskestykker over.
  • Pisk ægget sammen og pensel sneglene
  • Sneglene bages i midten af ovnen ca. 15 min.
  • Afkøles på en rist og nydes.
    Velbekomme.
  • Dette er ikke en betalt reklame.
    Bare et lille tip:
    Rødgær kan bla. købes hos Nyborgs-room.com
    Rødgær er tørgær med en meget lang holdbarhed.