Blødt kerne rugbrød.

Blødt kerne rugbrød.

Jeg har nørdet med det her rugbrød meget længe, i forehold til kerner, smag, bagetid osv.

Det er en opskrift, jeg har fået at en veninde. Tak til Tina K.

Jeg er ikke selv til mange hårde kerner, derfor er dette et rugbrød med mange bløde kerner. Poppede rugkerner kan købes på nettet og hos nogle fødevarebutikker. De poppede rugkerner minder lidt om guldkorn. Jeg syntes, at de poppede rugkerner klæder rugbrødet så godt i smagen.

Det er selvfølgelig op til dig, hvilke kerner du ønsker i dit rugbrød. Der skal bare 500 g kerner i ialt.

Rugbrødet er egnet til frys, hvilket jeg syntes er en fordel, hvis man ikke får spist rugbrødet så hurtig. Det holder sig fint frisk en uge. Brødet kan skæres i skiver, inden det fryses.

Hjemmebagt rugbrød smager virkelig godt og især med hjemmelavet pålæg på. Og har du først bagt rugbrød 1 gang……………. ja, så bliver du ved.

Er det første gang du skal bage rugbrød og ikke er ven med surdej, så får du her en starterdej:

200 g rugmel, 1 spsk. mørk sirup, 1 1/2 dl 30 grader vand,1 dl kærnemælk, 3 g gær. Blandes godt sammen og opbevares i et glas med løst låg, 2 døgn på køl. Glasset skal være mindst dobbelt så stort som starterdejen. Låget skal ligge løst på glasset, så starterdejen kan ånde og arbejde.

Fremover kan du gemme 200 g af rugbrødsdejen på køl til næste rugbrød. Men gem den ikke længere end ca. 14 dage.

Rugbrød

Forb. tid30 minutter
Tilb. tid1 dag
Samlet tid1 dag 30 minutter
Ret: Brød
Servings: 10

Equipment

  • Rugbrødsform

Ingredienser

  • 200 g Ny surdej eller 200 g dej fra sidste bagning.
  • 1 spsk Groft Salt
  • 2 spsk Mørk Sirup
  • 700 ml Vand 29 grader
  • 300 g Hvedemel med god hæve evne
  • 300 g Groft rugmel
  • 1 dåse/flaske Carls øl
  • 200 g Poppede rugkerner
  • 50 g Chiafrø
  • 100 g Solsikkekerner
  • 50 g Hampefrø
  • 100 g Hørfrø
  • 10 g Mørkt maltmel

Drys:

  • Sesam

Sådan gør du

  • Rør surdej eller dej fra sidste gang, hvis du har, ellers får du det nu, sammen med salt, sirup, vand med en grydeske i en stor skål.
  • Tilsæt de to slags mel og rør det godt sammen.
  • Læg et vådt viskestykke over og lad skålen stå på køkkenbordet natten over.
  • Næste dag tilsættes først en øl, rør det sammen.
  • Tilsæt resten og rør det sammen , stadig bare med en grydeske.
  • Smør formen med oliemargarine.
  • Bruger du ikke surdej, så tag et lille glas og fyld det med 200 g dej. Gem det i køleskabet, til næste gang. (bruges inden for 2 uger )
  • Hæld dejen i formen, bank den mod bordet et par gange.
  • Lad formen med dejen stå på køkkenbordet 2-3 timer med film over.
  • Rugbrødet er klar til bagning, når der er små bobler i overfladen på brødet.
  • Drys overfladen på rugbrødet med sesamfrø.
  • Bages på 190 grader over/undervarme.
  • Bages ca. 1 time og 45 min.. Mål temperaturen, den skal være 99 grader. Så er rugbrødet færdigt. Og alle ovne er forskellige.
  • Når rugbrødet er færdig bagt, skal det stå 10 min, i formen på køkkenbordet, herefter vendes det ud og pakkes ind i et viskestykke og en plastpose til det er koldt. Så bliver skorpen til at skære.
  • Vent med at skære rugbrødet til næste dag.
  • Opbevar dit rugbrød i en plastpose.
  • Velbekomme.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *