Vaniljekranse

Vaniljekranse

Vaniljekranse er obligatorisk i julen hjemme hos mig. Det er også barndomsminder. Når hele huset dufter af vaniljekranse og andre jule småkager så er julen startet.

Jeg bager gerne flere gange, da helt nybagte vaniljekranse smager bedst.

Vaniljekransene opbevares i tætsluttende kagedåse med bagepapir i. Altså hvis de når kagedåsen. Og kan sagtens holde 14 dage.

Jeg har brugt kagehvedemel, da der ikke er så meget gluten i, som i almindeligt hvedemel og småkager har ikke brug for, at hæve så meget som et franskbrød. Har du ikke kagehvedemel, bruger du selvfølgelig almindeligt hvedemel.

En stor fed vaniljestang kommer man ikke uden om, selv om de efterhånden er blevet temmelig dyre. Der er noget over bagværk, hvor man kan se vaniljekornene.

Jeg bruger både en engangs sprøjtepose og en stof sprøjtepose, bare fordi jeg ikke gider bruge tid på, at vaske stof sprøjteposen. Og fordi engangs sprøjteposen ikke altid kan holde til trykket. Det er så ærgeligt, hvis posen sprænger og vaniljekranse massen vælter ud over det hele. Men hvad du gør, er op til dig.

Vaniljekranse

Forb. tid15 min
Tilb. tid30 min
15 min
Samlet tid1 t
Antal: 35 stk.

Ingredienser

  • 175 g Koldt lurpak smør.
  • 150 g Rørsukker
  • 1 1/2 Æg
  • 1/2 Vaniljestang
  • 225 g Kagehvedemel

Sådan gør du

  • Start med at skrabe vaniljekornene ud i 1 spsk. sukker.
  • Kom vaniljesukker, smør i små tern, kagehvedemel, resten af sukkeret i en minihakker og kør det til smuller.
  • Har du ikke en minihakker, kan dejen køres på rørmaskine.
  • Kom ægget i og kør massen færdig.
  • Massen kommes i en engangs sprøjtepose med en stjernetyl og derefter i en stof sprøjtepose.
  • Sprøjtes ud på bagepapir i fine runde cirkler.
  • Hvis der er dutter der stikker op ved afslutningen, kan du fugte et par fingre med koldt vand og trykke dem let ned.
  • Vaniljekransene stilles på køl en times tid.
  • Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
  • Bages i midten af ovnen ca. 8-10 min.
  • Afkøles på bagerist.